30 km i kulde langs kysten.
Jeg havde jo helt glemt hvad kulde gør ved kroppen, når man er i gang i flere timer.
Husk altid lag på lag, og hellere for meget end for lidt, som min far altid sagde ”du kan altid tage for meget tøj af, men ikke taget noget på, du ikke har med”
Når du har været i gang i et par timer, så begynder kroppen nemmere at fryse, fordi den forbrænder mere i kulden.
Når det er koldt, forbrænder du stadig en del væske, men man kan ofte glemme at drikke, fordi der ikke er den samme naturlige tørst. Jeg drak ikke nok på vores 6 timers tur fra Odder til Aarhus og det gav efterfølgende en omgang hovedpine. Jeg havde en camelbag med 2 liter. Ved at have slangen under jakken, undgik jeg at vandet frøs til is, men glemte selvfølglig stadig at drikke nok.
Fødderne hæver lige så meget i koldt vejr, som i varmt vejr. Det glemmer man nemt, fordi der er så langt imellem det rigtig kolde vejr i f.eks. Danmark. Så husk stadig god plads i skoene, når du skal vandre i mere end et par timer, selv om det er koldt.
Pas på din hud. Når det blæser og der er minusgrader, kan du nemt få forfrysninger under øjnene og på kinderne.
Ulla og jeg gik 30 km i det smukkest vejr og -8 grader. Turen fra Odder til Aarhus kan klart anbefales. Du kan nemt sætte en sløjfe eller to på ruten. F.eks. ud forbi Kysingnæs og ind omkring Fulden og Moesgaard, hvorefter du kan gå det sidste stykke gennem skoven, forbi mindeparken, slottet og så er du pludselig i Aarhus midtby igen.
Du kan købe kaffe hos bageren i Saksild, og hvis du er typen, der skal have et toilet på din tur, er der både toiletter ved Norminde, Moesgaard Strandkiosk samt ved Ballehage.
Det er nemt at tage letbanen fra Aarhus til Odder og så ellers bare sætte den ene fod foran den anden. Du kan også tage bussen til Horsens og tage ruten derfra.
God tur :)